Stikpropper (stik), forlængerled og ledningsafbrydere

Du må selv udskifte eller montere en stikprop, forlængerled og ledningsafbrydere. De bør også ses efter med mellemrum.
Hvis de virker løse, er misfarvede af varme eller lugter brændt, skal de skiftes ud. Det gælder også, hvis de er påstøbte. I nogle tilfælde, og hvis de kan udskiftes, er det nok at korte ledningen af og montere dem igen.
 
Stikpropper på elapparater
Elapparater med stikprop, som er konstrueret til at skulle tilsluttes jord (klasse 1 elapparater), er omfattet af særlige regler, som beskrives nedenfor. Hvis de er forsynet med en Kombi-stikprop, så får de ikke jordforbindelse i "gamle" danske stikkontakter, men vil få det i stikkontakter med pindjord. En Schuko stikprop har jordkontakter på siden, og vil ikke få jordforbindelse.


Følgende gælder for disse elapparater, når de bruges i boligen:
 
Tilslutning af apparater og brugsgenstande til stikkontakter med jordkontakt
Almindelige klasse 1 elapparater, der tilsluttes en stikkontakt med jordkontakt, skal altid være forsynet med en stikprop, som giver forbindelse til jordkontakten i stikkontakten.

I boliger behøver almindelige transportable 230 V klasse I elapparater, fx kaffemaskiner, strygejern og brødristere ikke være forsynet med en stikprop, der giver jordforbindelse. 

Tilslutning af apparater og brugsgenstande til stikkontakter uden jordkontakt
Hvis der ikke er jordkontakt i stikkontakten kan jordlederen ikke tilsluttes, og man skal derfor sikre sig, at stikkontakten er beskyttet af en HFI- eller HPFI-afbryder.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen.