Hvad må du selv udføre?

Du må udføre nedenstående, når strømmen er afbrudt:

  • Udskifte eller montere stikpropper, ledningsafbrydere, apparatkontakter, fatninger, forlængerled og tristikdåser.
  • Reparere elapparater, fx udskifte ledningen, der fører strøm til apparater, der er tilsluttet med en stikprop (tilledning).
  • Udskifte indendørs (normaltætte) afbrydere og stikkontakter uden jord – stikkontakter med to huller – op til 250 V. Normaltæt materiel er alt materiel, der har en IP20-mærkning eller ikke har IP-mærkning.
  • Udskifte indendørs (normaltætte) stikkontakter med jord – stikkontakter med tre huller – op til 250 V. Det forudsætter dog, at elinstallationen er beskyttet med en HFI- eller HPFI-afbryder, som beskytter mod fejlstrøm, og at der er fremført en virksom jordleder.
  • Udskifte indendørs (normaltætte) stikkontakter med pindjordskontakt – stikkontakt med 2 huller og en jordpind – op til 250 V. Det forudsætter dog, at elinstallationen er beskyttet med en HFI- eller HPFI-afbryder, som beskytter mod fejlstrøm, og at der er fremført en virksom jordleder (beskyttelsesleder) til jordpinden.
  • Udskifte almindelige afbrydere til lysdæmpere eller til afbrydere med tidsfunktion.
  • Opsætte og nedtage lamper i badeværelser og andre steder hvor der ikke er krav om mere end normaltætte lamper (IP 20). Det gælder også lavvolt belysning (halogenlampesæt), der leveres som samlesæt med transformer, lamper, ledninger og monteringsvejledning.
  • Ændre og reparere svagstrømsstyrings og reguleringssystemer, som anvendes til at styre stærkstrømsfunktioner, fx omprogrammering af intelligente styringer.

Hvad skal en autoriseret elinstallatør udføre?

Der er elarbejde, som er ulovligt at udføre som privatperson. Det er det arbejde, som kræver faglig viden at udføre elinstallationen, så den ikke kan forårsage stød eller brand. Du må fx ikke selv:

  • Udføre nye installationer i boligen og udskifte eksisterende ledninger til nye i den faste installation. Den faste installation er den del af boligens elinstallation, som du ikke kan tage med dig, når du flytter. Det er også installatøren, som skal opsætte afbrydere, styrings- og reguleringssystemer eller stikkontakter, der ikke har været der før. Det gælder også, hvis en ny afbryder eller stikkontakt skal sættes op ved siden af en eksisterende.
  • Opsætte lavvolt belysning (halogenlamper), hvis transformer, lamper og ledninger er købt hver for sig. Udføre elarbejde i måler- eller gruppetavle i boligen, fx udskifte en HFI- eller HPFI-afbryder eller gruppeafbryder i gruppetavlen.
  • Installere eller udskifte materiel i boligens faste installation med en spænding over 250 V, fx udskifte en flerpolet 400 V afbryder eller stikkontakt.
  • Installere eller udskifte udendørs afbrydere, stikkontakter og lamper.
  • Tilslutte eller frakoble apparater som ikke er tilsluttet med en stikprop, fx komfurer og vaskemaskiner.

Hvorfor gælder disse regler?

Sikkerhedsstyrelsen arbejder for at undgå elulykker og elbrande. Derfor er der regler for, hvad man som forbruger selv må udføre. Det elarbejde man selv må lave er arbejde, der med en enkel vejledning eller uden vejledning forventes at kunne udføres sikkert af personer uden faglig viden på elområdet.

Elinstallatøren skal udføre det arbejde, der kræver særlig elfaglig viden. Fx viden om dimensionering af ledninger i den faste installation for at undgå overbelastning af elinstallationen eller viden om beskyttelsesmetoder mod elektrisk stød.
 

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen.


Seneste folder fra Sikkerhedsstyrelsen: www.sik.dk/privat/goer-det-sikkert/el/goer-det-selv